Vi er vilde med kæledyr
Hos Støvring Dyreklinik i Nordjylland elsker vi alle vores kunder. Både de langhårede, de krøllede, de ruhårede, ja selv dem der fælder, holder vi af. Og vi er vilde med både de reserverede, de kælne, de kradsende og de blide. Det betyder ikke noget om de er store, små, har skæve tænder, lange knurhår, korte haler, mimrende snuder, stamtavler eller er kryds mellem Pekingser og Grand Danois. For vi er vilde med kæledyr - med hunde, katte og gnavere. Og vi synes, de skal have det godt og være friske, sunde og raske. Det er vores mål.
Og så er vi også vilde med vores kunders familie, altså deres mennesker. For det er trods alt jer, der skal sikre, at jeres kæledyr har det så godt som muligt. At de spiser ordentligt, bliver motioneret, får udfordringer og lever et godt liv. Alt det kan vi hjælpe med. For vi har både de rigtige uddannelser, kompetencer og erfaringer. Og så har vi en skøn klinik og en stor butik lige midt i Støvring, hvor alle vores kunder - både de firbenede og de tobenede - altid er velkommen til at kigge forbi til en snak og en godbid.
Tinna Bentzen
Jeg er uddannet dyrlæge i 2010 fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet med særligt fokus på hunde, katte og mindre kæledyr. Jeg har tidligere arbejdet på Gistrup Dyrehospital, Svenstrup Dyreklinik og Dronninglund Dyrlæger.
Min store passion er hunde, katte og mindre kæledyr. Jeg er bidt af en gal dyretand og har en stor interesse i tandbehandling. Derfor har jeg gennemført en masse efteruddannelse indenfor tandbehandling og deltager i europæiske kongresser for tandbehandling. Jeg er desuden medlem af det Europæiske Veterinær Dentale Selskab (EVDS).
Men tænder er ikke alt... Jeg elsker løbende at få opdateret min viden ved at deltage i kurser, foredrag og seminarer om bl.a. kirurgi, medicinske sygdomme, hudlidelser og meget andet.
Jeg bor sammen med min mand Poul og vores søn Villads, og vi har en energisk Shetland Sheepdog ved navn Milo og en skøn huskat kaldet Freja.
Matilde Holstein Carlson
Jeg er uddannet dyrlæge i 2014 fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet med særligt fokus på hunde, katte og mindre kæledyr. Jeg har tidligere arbejdet på Aabybro Dyrehospital.
Jeg brænder for jobbet som smådyrsdyrlæge og finder stor glæde i at hjælpe dyrene og deres ejere. Det kan både være med en operation, en medicinsk behandling men også at hjælpe dem igennem det sidste farvel på en god måde. Min faglige interesse er især kirurgi, og det vil oftest være mig, du møder, når dit kæledyr skal opereres.
Jeg bor sammen med min mand Michael og vores to børn Lucas og Liva. Familien tæller også vores charmerende hund Freja, en Cavalier King Charles Spaniel.
Malene Breinholt Laurberg
Jeg er uddannet dyrlæge i 2017 fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet med særligt fokus på heste. Tidligere har jeg arbejdet i blandet praksis med smådyr og store dyr i både Danmark, Sverige og Australien. De senere år i ren hestepraksis herhjemme i Danmark. Desværre måtte jeg opgive hestepraksis pga. et par uheldige skulderskader og har nu skiftet til kun at arbejde med smådyr. Heldigvis er jeg mindst lige så passioneret og glad for de søde hunde og frække katte, som jeg møder på klinikken.
Det meste af min tid som dyrlæge har jeg arbejdet med dyrenes medicinske sygdomme, da det er min helt store lidenskab. Jeg elsker at fordybe mig i krævende medicinske problemer så som nyre- og leverlidelser, diabetes, blodsygdomme og en masse andre spændende udfordringer.
Privat bor jeg sammen med min kæreste Rasmus og hans datter Cecilie, og hele familien er alle store dyreelskere. På vores skønne landejendom har vores helt eget "mini-zoo" som tæller islandske heste, får, Labradoren Ella, kattene Felix og Fundus, det afrikanske pygmæpindsvin Tarzan, marsvin, krone gekkoer, høns, kalkuner, kaniner og sidst men ikke mindst akvariefisk.
Dorthe Solbæk Andreasen
Jeg er uddannet autoriseret veterinærsygeplejerske i 2012 og har tidligere arbejdet hos Skals Dyreklinik og Skørping Dyreklinik.
Jeg er den glade stemme i telefonen, når du ringer til os, eller det store smil, du møder, når du træder ind ad døren. Jeg brænder nemlig for jobbet som veterinærsygeplejerske, og hele tiden holder jeg mig opdateret med viden indenfor kæledyr. Det gør jeg ved at deltage i diverse foredrag og kurser. Dyr er min store passion, og jeg elsker at hjælpe klinikkens to- og firbenede kunder med gode råd om foder, pleje og sundhed. Mine arbejdsopgaver i dagligdagen består også i at assistere dyrlægerne under operationer og tandbehandlinger, og sørger for at vores indlagte dyr har det godt.
Min familie består af min mand Simon og vores søn Mikkel. Vi er alle kæmpe dyreelskere, og derhjemme har vi den dejligste Labrador Retriever Bella og to skønne Hellig Birma katte Bette og Baloo.
Line Fredelund Nørgaard
Autoriseret veterinærsygeplejerske.
Jeg blev uddannet som veterinærsygeplejerske i 2007 ved Aabybro Dyrehospital, hvor jeg efter min elevtid blev fastansat og sidenhen medejer. Efter knap 12 år hos Aabybro Dyrehospital var tiden inde til nye udfordringer, og jeg arbejdede i nogle år hos forskellige dyrehospitaler (Randers Dyrehospital, Hornbæk Dyrehospital, Hvidsten Dyrehospital og Rebild Hestepraksis) og hos Dyrenes Beskyttelse samt Kattens Værn i Aalborg.
Siden december 2021 har jeg været ansat på Støvring Dyreklinik, hvor jeg både er at finde i skranken og i operations- og tandrummet. Jeg elsker at holde mig opdateret indenfor den sidste nye viden gennem spændende kurser indenfor fx bedøvelse og anæstesi, smertebehandling, reproduktion, korrekt fodring af hunde og katte og meget andet interessant.
Min store kærlighed til dyr ses også på hjemmefronten. Én af mine store hobbyer har i mange år været avl og udstilling af både hunde og katte, og det startede med opdræt af den gamle danske hunderace Broholmer. Siden har jeg skiftet til hunderacen Clumber Spaniel og ellers er jeg også passioneret opdrætter British Shorthair katte. Derudover har jeg et par får sammen med min mand Kenneth og vores to børn Lærke og Kristoffer.
Kristina Hvilsom
Klinikassistent
Jeg hedder Kristina og arbejder som klinikassistent hos Støvring Dyreklinik. Oprindeligt er jeg uddannet indenfor virksomhedskommunikation fra Aarhus Universitet, men mit hjerte har altid banket for dyrene. Jeg har arbejdet frivilligt i flere år for foreningen Græske Hunde, der hjælper dyr, der lever på gaden i Grækenland. Ofte har jeg været afsted og hjulpet til på forskellige internater dernede.
Jeg har 5 års erfaring fra Skørping Dyreklinik, hvor jeg også var ansat som klinikassistent. Ofte er det mig, der tager telefonen, når du ringer, men jeg har også ansvaret for hele vores dejlige Pet Shop, Facebook og Instagram samt bestilling af varer. Jeg klipper også kløer og hjælper dyrlægerne, hvis der er brug for en ekstra hånd. Derhjemme har jeg to dejlige hunde, Pointeren Pixie og Trunte en selvstænding lille blandinghund.
Klinikhunden Milo
Milo er Tinnas Shetland Sheepdog hund på 6 år, og han er hendes faste følgesvend hver dag på klinikken. At komme med på arbejdet er noget af det bedste han ved, og han er rigtig charmerende gavtyv, der altid er ude på narrestreger.
Ofte kan Shetland Sheepdogs have et lidt reserveret gemyt, men som vi plejer at sige: "den bog har Milo ikke læst". For han er enormt selskabelig og elsker at få masser af kæl og kram og nyder at hilse på kunderne. Som andre hyrdehunde er han et stort energibundt, og dagen er altid fuldendt med en lang løbetur i skoven.