Tlf. 72 112 118
BEMÆRK! Hvis du ikke kan booke en ledig tid, der passer dig…
… så fortvivl ikke. Af hensyn til vores daglige planlægning, er det kun udvalgte tider, der er åbne for online booking. Så ring endelig til klinikken på tlf. 72 112 118, så finder vi en ledig tid, der passer dig. Du kan booke tid online til vaccination, negleklip, ormekur og gratis tandtjek. Er din hund syg, skal den opereres eller har du brug for at booke tid til andre ydelser, skal du ringe til klinikken på tlf. 72 112 118.

BOOK TID HER
  • OPERATION

Operation

Hos Støvring Dyreklinik foretager vi de fleste typer af operationer. Vi holder os opdateret på nyheder og deltager i kurser og sikrer dermed et trygt forløb for dit kæledyr. Ved særligt komplicerede eller specialiserede operationer henviser vi videre til andre dyrehospitaler, hvor de har specialiseret sig i netop denne type operation.

Klinikken

Operationsrummene hos Støvring Dyreklinik er fuldt udrustet til at klare forskellige kirurgiske indgreb. Vi anvender to rum til operationer - operationsrummet og tandrummet.

I vores operationsrum holdes alt så rent og sterilt som muligt, så vi kan undgå behandling med antibiotika, da risikoen for infektion i ”rene” operationssår er lav.

I vores tandrum foretager vi tandrensninger, digitalt tandrøntgen og mange forskellige tandbehandlinger fra simpel udtrækning af tænder til advanceret tandretning og rodbehandling. Her udfører vi også øreoprensning, rensning af sår, øretatovering af katte og fx operation af bylder. Alle sammen opgaver, der kræver bedøvelse men ikke nødvendigvis et sterilt operationsrum.

Før vi bedøver dit kæledyr

Som dyreejer kan man være nervøs inden en bedøvelse og en eventuel operation af sit kæledyr. Men risikoen for komplikationer er i dag ganske lille. Vi anvender forholdsvis milde bedøvelser og smertestillende, som har den fordel, at dit kæledyr er hurtigere frisk og mindre påvirket efterfølgende. Dog skal du altid forvente, at dit kæledyr vil være mere træt og er ikke ”trafiksikker” et par døgn efter en bedøvelse. For at give ekstra tryghed anbefaler vi, at du får analyseret en blodprøve på dit kæledyr, inden vi bedøver det. Det er en god ide til alle kæledyr, fordi det er vigtigt at sikre, at de indre organer fungerer optimalt og kan tåle en bedøvelse.

Når dit kæledyr er i bedøvelse, sørger vores veterinærsygeplejerske for, at det hele tiden er nænsomt bedøvet og tilstrækkeligt smertedækket, og dets tilstand er helt stabil. Derfor er dit kæledyr under hele operationen tilkoblet avanceret overvågningsudstyr, hvor vi bl.a. måler blodtryk, kropstemperatur, hjerterytme, ilt og puls. Herved kan vi hurtigt opdagede og reagere, hvis fx blodtrykket ændrer sig eller pulsen stiger.

Ikke to mennesker eller dyr er ens. På Støvring Dyreklinik er vi opmærksomme på de personlige ønsker, du har til forløbet på operationsdagen. Du har mulighed for en såkaldt hold-i-pote-tid, hvor du fx er velkommen til at sidde og vente sammen med dit kæledyr efter den første beroligende forbedøvelse. Så ligger den afslappet i din favn og kommer derefter direkte til operationsstuen uden ventetid i bur.

Når dit kæledyr vågner

Vi ringer eller skriver en SMS til dig, så snart operationen er overstået, og dit kæledyr er ved at vågne. Så slipper du for at sidde og være nervøs, indtil den skal hentes. Tidspunktet for hjemsendelse kan vi enten aftale om morgenen, eller når vi ringer efter operationen.

Dagene efter

For at være sikre på at dit kæledyr er frisk og spiser og drikker normalt, ringer vi til dig dagen efter operationen, og hører hvordan det går. Efter en operation er det særdeles vigtigt, at operationssåret får ro til at hele. For at forhindre at dyret slikker i operationssåret, beskytter vi det med fx forbinding, body stocking, plasterspray og ved hjælp af en krave.

Vi syer i de fleste tilfælde operationssåret sammen, så stingene ligger skjult indeni huden, og der er ikke nogle synlige sting at se. Fordelen er, at der heller ikke er nogle tråde, der generer, og dit kæledyr bliver mindre interesseret i operationssåret.

Efter en operation skal dit kæledyr behandles med smertestillende medicin. Dette informerer vi om i forbindelse med hjemsendelsen, ligesom du får udleveret en skriftlig vejledning om medicindoseringen, gode råd osv. Oftest skal dit kæledyr først starte på medicinen dagen efter operationen.

10 dage efter dit kæledyr er blevet opereret, vil vi gerne se det til en kontrol og for at fjerne eventuelle sting fra operationer, hvor de ikke ligger skjult indeni huden. Dette er selvfølgelig inkluderet i prisen.

Kontakt os gerne for en snak om, hvordan specifikke operationer foregår. Ring på tlf. 72 112 118 eller skriv til mail@stovringdyreklinik.dk.

læs cookie politik